Niels Roos

Manden de kaldte Niarn
Dato: Lørdag 23. februar 2019
Døråbning / Arrangementstart: 19:00 / 20.00
Stå- / Siddepladser: Siddepladser
Pris: DKK 205,- (+ gebyr)

Niels Roos - Niarn

Niels Roos er kendt som rapperen Niarn, der op gennem 00’erne storhittede med numre som ”Dobbelt A” og ”Mit liv, mine regler” og turnerede til udsolgte koncerter. Men bag facaden kæmpede han med et massivt alkohol- og stofmisbrug. I dag er såvel Niarn som misbruget lagt på hylden, og Niels har valgt at dele sin historie!

Niels Roos levede i mange år et liv som den feterede rapper Niarn med op- og nedture og et liv styret af sit alkoholmisbrug. Nedturen kulminerede i 2013 med en indlæggelse på Hvidovre Hospital, hvor han var døden nær. Her fik han stillet diagnosen betændelse i bugspytkirtlen. Den var forårsaget af et mangeårigt alkohol- og stofmisbrug. Han var indlagt i en måned og var i overhængende livsfare.

Efter sin indlæggelse brugte Niels Roos et år på at finde tilbage til livet, men nu som ædru alkoholiker. Samtidig med alkoholen og stofmisbruget, lagde han også Niarn i graven.
Lettelsen og taknemmeligheden for at have overlevet og sin nye tilstand af ædruelighed blev kort efter Niels’ udskrivelse afløst af en depression, fortvivlelse og frygt for fremtiden. Han kunne ikke længere dulme de sorte tanker med alkohol og stoffer og han søgte hjælp hos Anonyme Alkoholikere.

I dag lever Niels Roos i ædruelighed, som familiefar og med gang i nye musikprojektor, og ikke mindst lever han af sine foredrag, hvor han giver et hudløst ærligt indblik i sin historie. Niels Roos har desuden skrevet bogen “Mit liv, mine regler – en historie om musik og misbrug”, der udkom i september 2015.